Spørgsmål…

Jeg kan godt lide spørgsmål. Jeg er kendt på mit job som en, der stiller mange, og jeg lægger også altid mærke til, hvordan andre stiller spørgsmål. Man kan blive så klog af at stille de rigtige spørgsmål. Meeen ikke alle spørgsmål har den effekt!    Som så mange andre har vi fulgt med i X-Factor, og her er jeg virkelig blevet opmærksom på et spørgemønster, som i bedste fald er intetsigende. Det drejer sig om de tre “journalistiske variationer”: Hvordan er det (at skulle stemme en af sine egne deltager hjem)?, Hvordan var det (at synge sangen igen her i farezonen)?, Hvordan har det været (at være med i X-Factor)? Der blev stort set ikke stillet andre typer spørgsmål i samtlige programmer.

Mønstret er ikke forbeholdt underholdningsbranchen. Også i Nyheder og Sport anvender de lystigt formlen: Hvordan har det været at befinde sig i byen så tæt på flystyrtet? Hvordan er det at tabe kampen, selvom I kom foran 2-0 i første halvleg? Problemet med den type spørgsmål er, at vi kender svaret – stort set. Vi har nemlig en intuitiv fornemmelse af situationen og følelsen for den, der skal svare: glæde, sorg, ærgrelse, nervøsitet osv.

For pokker, der må da være en runner eller en anden kvik person back-stage, der kan fodre teleprompteren – og dermed frontfigurerne – med mere intelligente spørgsmål: Hvad har X-Factor lært dig? Hvad er dit bedste råd til den, der bliver stemt hjem? Hvordan sikrer I gejsten på holdet til næste kamp?

Gnæk Gnæk…

Børnene har lavet gækkebreve, og jeg har digtet (håber ikke, at modtagerne læser med her…) 

Klip og klap, Gæk og gak – Om lidt siger jeg mange tak – Jeg tror nemlig ik’ du gætter – Alle de prikker, som jeg sætter. 

Gæk og fidus. Gæk og halløj – Forår er for koldt til badetøj – Til gengæld passer det lige præcis – Til at sende prikker og lave fis. 

Påskeliljer, vintergæk – Inden du bli’r alt for kæk – Sætter jeg et æg på spil – Du skal gætte hvis du vil   





Photopearls

Man tager et foto og gør det til en perleplade. Her er Alfreds (og mit – det har taget mange fælles timer) første billede, hvor Noah er med. Udgangspunktet er 30 grundfarver, og perlepladerne monteres med dobbeltklæbende “tape/plader” frem for strygning.